Indgroet hår blev til svulst på 60 kilo

Indgroet hår blev til svulst på 60 kilo

Manchet: 
På 15 år udviklede et indgroet hår på Roger Logans mave sig til en svulst på 60 kilo.
image title: 
Foto: Ratthaphon Bunmi/123rf.com
For 15 år siden opdagede Roger Logan fra Mississippi en lille gevækst nederst på sin mave, og han opsøgte derfor sin læge, som gav klar besked. Roger var i forvejen overvægtig, og gevæksten var blot fedt og derfor intet at bekymre sig om.

Samme besked fik Roger hos andre læger, han opsøgte, men efterhånden begyndte gevæksten at vokse sig større og besværliggøre hans liv. Først da den vejede omkring 60 kilo, gik det op for lægerne, at det var en godartet svulst, men den var nu så stor, at det var for risikabelt at operere.

Undervejs i forløbet måtte Roger droppe at arbejde og dyrke sine fritidsinteresser, og for fem år siden erhvervede han sig derfor en ekstra stor lænestol, som gjorde det muligt for ham at have fødderne ud til siden, mens den enorme svulst hvilede på gulvet mellem hans ben.

LÆS OGSÅ: 21-årig vågnede op til overtræk på 10 millioner

På trods af lægernes dystre besked ville Rogers kone Kitty ikke give op. Efter lang tids søgen lykkedes det hende at finde en læge i Californien, som ville operere Roger, og den enorme mand blev derfor transporteret tværs over landet i lastrummet på en varebil – siddende i sin lænestol, der var boltet fast til gulvet.

Operationen lykkedes, så 57-årige Roger nu blot skal komme sig helt, så han kan begynde at leve livet igen:

”Mine fødder rører hinanden igen. Det har de ikke gjort i årevis,” siger den glade patient fra sin hospitalsseng til Bakersfield Californian, hvor han også fastslår, at han aldrig mere vil se den lænestol, der var hans daglige selskab i fem år.

Lægen, der udførte operationen på Roger, Vipul Dev, mener, at den 60 kilo tunge svulst sandsynligvis startede som et indgroet hår, der blev inficeret. Derfra voksede den og udviklede sin egen blodtilførsel, til den til sidst var lige ved at ødelægge Roger Logans liv for altid.

Hvad mener du om, at lægerne ikke tog Roger mere alvorligt i første omgang?

BT
  
Nøgleord: 
Opret ny debat