Derfor har Landmand Brian droppet Ulla

Derfor har Landmand Brian droppet Ulla

Manchet: 
Forholdet mellem Ulla og Brian fra ’Landmand søger kærlighed’ holdt desværre ikke.
image title: 
Foto: Anders Brohus/ TV 2

Efter deres romantiske weekend sammen, så det ellers ud til, at kemien var der mellem Ulla og Brian fra det populære program ’Landmand søger kærlighed’, men nu afslører Ulla overfor TV 2, at parret ikke længere er sammen.

Efter programoptagelserne sluttede, er forholdet definitivt slut, og ifølge Ulla skyldtes det blandt andet afstanden mellem parret.
For der var nemlig tre timers bilkørsel mellem parret, og i takt med at Brian både fik flere bijobs og havde en gård, der skulle passes, blev afstanden til sidst for meget.   

”Hvis nu jeg havde boet tættere på ham, kunne jeg jo have taget hjem til ham oftere, bare nogle timer, og køre på arbejde dagen efter,” siger Ulla og fortsætter:

”Jeg savnede ham, og jeg fortalte ham, at jeg syntes, der gik for lang tid imellem, at vi så hinanden. Men han gav ikke udtryk for det samme den anden vej.”

Hun fortæller, at det for alvor begyndte at gå ned ad bakke i september. Her havde Ulla glædet sig til at besøge Brian på gården fra lørdag til søndag, men lørdag morgen ringede han og aflyste deres aftale.

”Jeg blev rigtig ked af det, og jeg fik bare sådan en underlig fornemmelse af, at han ikke rigtig ville mig,” siger Ulla.

LÆS OGSÅ: Derfor ville Susanne have afvist Landmand Brian

Da Ulla åbnede op omkring sin usikkerhed for Brian, fortalte han, at han ikke vidste, om han troede på, at forholdet kunne holde.
Men da de så om tirsdagen mødtes med Lene Beier for at gense klip fra programmerne, blussede følelserne op igen.   

”Jeg var ked af det og frustreret inden interviewet, men jeg tror, vi bliver grebet af stemningen. Det var dejligt at gense den romantiske weekend, den var bare så dejlig og eventyrlig,” forklarer Ulla.

Parret fik efterfølgende talt om forholdet, og ifølge Ulla lod Brian til at ville det igen, så hun tog ham med hjem, og de sov sammen.
Men efter et par uger havde Brian igen for travlt til at mødes med Ulla.

Parret blev enige om at gå hver til sit om aftenen den 14. oktober. De mødtes hjemme hos Brian, hvor de fik en bid mad sammen og fik talt ud om tingene.

”Han fortalte mig, at han ikke havde de samme følelser. Jeg var meget glad for hans ærlighed. Jeg er jo heller ikke den rigtige for ham, når han har det sådan,” fortæller Ulla og uddyber:

”Han er jo sindssygt charmerende, og jeg kan godt forestille mig, at det hele er blevet lidt overvældende for ham.”
Ifølge Ulla skiltes de med et knus og uden spændinger.

Alligevel ærgrer det Ulla, at det ikke blev til mere mellem parret, da hun gerne ville have set, hvad det kunne have båret med sig.
Brian har også bekræftet bruddet overfor TV 2:

”Ulla er en rigtig sød pige, og det var dejligt at lære hende at kende, selvom det kun var nogle få weekender,” forklarer han og fortsætter:

”Jeg tror, det havde været anderledes, hvis vi havde boet tættere på hinanden, det er noget, jeg har savnet, at man lige kunne se hinanden en hverdag, og ikke var tvunget til at skulle køre den lange tur hjem, når man skulle på arbejde dagen efter.”

Kan du forstå parrets beslutning om at gå fra hinanden?

TV 2
 


Nøgleord: 
Opret ny debat