Fetterlein må smide håndklædet i ringen

Fetterlein må smide håndklædet i ringen

Manchet: 
Den tidligere tennisspiller Frederik Fetterlein er ikke længere med i TV3-programmet ’Min fede træner’, fordi han ikke kan tage 20 kilo på.
image title: 
Foto: Kurhan/123rf.com
Det var under stor kritik, at TV3 lancerede tv-programmet ’Min fede træner’, der kort sagt går ud på, at fire kendte danskere skal tage 20 kilo på hver især, så de sammen med fire ganske almindelige, overvægtige danskere kan tabe kiloene igen.

En af de kendte, der gik med til at være en del af programmet, er den tidligere tennisspiller Frederik Fetterlein, men han har nu trukket sig igen. Det skyldes, at han ikke kan tage de 20 kilo på. Det skriver Ekstra Bladet.

”Jeg spiser usundt, og det hjælper ikke alligevel. Jeg får det bare dårligt og ondt i hovedet. Og jeg tager ikke på af det - for groft sagt, så skider jeg halvdelen ud,” forklarede Fetterlein uden tøven til sundhedseksperten Ida Krak i et af programmets afsnit.

LÆS OGSÅ: Mascha Vang truet på livet efter tv-program

Kun 3,1 kilo formåede Fetterlein at tage på over adskillige uger, selvom han fik kyndig vejledning i, hvordan han skulle spise, og det har han nu taget konsekvensen af ved at forlade programmet.

Den besked fik Andreas, som Fetterlein skulle være mentor for, i seneste afsnit af programmet.

”Det er lidt tungt at skulle sidde her og forklare dig det, men som du selv kan se, har jeg ikke taget 20 kilo på. Og derfor kan jeg ikke tabe de 20 kilo med dig nu, når jeg ikke har taget 20 kilo på. Så det bliver sgu uden mig som træner,” fortalte Fetterlein ansigt til ansigt med Andreas, der blev lidt skuffet:

”Jeg er ikke vred på Frederik, men jeg er ked af, at han ikke kunne tage det på, som der skulle til, så vi kunne gennemføre det her projekt, som jeg egentlig mentalt havde sat mig op til,” forklarede Andreas til kameraet.

Hvad synes du om ’Min fede træner’?

Ekstra Bladet
Nøgleord: 
Opret ny debat