For meget Facebook forringer din livskvalitet

For meget Facebook forringer din livskvalitet

Manchet: 
Et omfattende, dagligt Facebook-forbrug forværrer dit mentale velfindende markant, afslører ny forskning.
image title: 
Foto: bloomua/123rf.com
Hvis du er blandt dem, der som det første tjekker Facebook om morgenen, og som resten af dagen hyppigt kigger forbi det sociale medie, så er din livskvalitet sandsynligvis forringet.
 
Det viser ny forskning, som er publiceret i American Journal of Epidemiology og skrevet af to forskere i sociale medier, Holly Shakya og Nicholas Christakis.
 
Forskningen er baseret på data fra 5.208 amerikanere i årene 2013-2015, og resultaterne er slående.
 
”Overordnet viste vores resultater, at mens sociale netværk i den virkelige verden var associeret med generelt velbefindende, var Facebook negativt associeret med generelt velbefindende,” skriver Holly Shakya og Nicholas Christakis i en artikel i Harvard Business Review, hvor de fortsætter:
 
”Resultaterne var særligt markante for mentalt helbred: De fleste målinger af Facebook-brug over et år forudsagde en reduktion af mental sundhed et år senere. Vi kunne se, at såvel det at like andres indhold som at klikke på links forudsagde en senere reduktion i selvrapporteret fysisk helbred, mentalt helbred og livstilfredshed.”
 
LÆS OGSÅ: Sådan får du et langt og lykkeligt liv

 
Det er altså den virtuelle interaktion, der forringer dit mentale helbred, fordi relationerne på sociale medier så småt begynder at erstatte relationerne i den virkelige verden.
 
De triste nyheder betyder dog ikke, at du helt skal droppe Facebook, for ifølge Holly Shakya og Nicholas Christakis handler det om kvalitet frem for kvantitet. Hvis du derfor kan begrænse dit Facebook-forbrug til et par minutter om dagen, bør det ikke have nogen indvirkning på dit mentale helbred.
 
Kunne du nøjes med at være på Facebook et par minutter dagligt?
 
Berlingske
 
Nøgleord: 
Opret ny debat