Nu skulle den være der: 20 grader i næste uge

Nu skulle den være der: 20 grader i næste uge

Manchet: 
I næste uge skulle temperaturen ifølge DMI runde 20 grader, og hvis vi er rigtig heldige, kan den endda nå op på hele 25 grader.
image title: 
Foto: Paul Grecaud/123rf.com
Man tør næsten ikke håbe på det, men i næste uge får vi endelig lidt forårsfornemmelser, hvis man skal tro DMI.
Selvfølgelig er der ingen garantier, men ifølge meteorolog Håkan Carlsson er det rimelig sikkert, at vi kan finde shorts og solbriller frem.

”Vi er rimeligt sikre på, at vi får op til 20 grader og sol i næste uge. Det er lidt mere usikkert, om vi når op på de lovede 25 grader. Vi er også ret sikre på, at det gode vejr kommer. Derimod er det lidt uklart på, hvornår det sker,” siger Håkan Carlsson ifølge Ekstra Bladet.

For det ikke skal være løgn, kan vi faktisk allerede i weekenden få en lille forsmag på det gode vejr.

”Vi kommer helt op på 18-19 grader, og det er jo næsten ti grader mere, end vi har været vant til. Allerede i morgen fredag begynder temperaturen at stige,” siger Håkan Carlsson, inden han maner en smule til besindighed:

”Men weekend-vejret byder også på mange skyer og regn.”

LÆS OGSÅ: Hvor er foråret? Koldeste temperaturer i 20 år

Som altid varierer temperaturerne i forskellige dele af landet, ligesom det heller ikke bliver lige varmt alle dage. Mandag vil vi eksempelvis opleve et lille temperaturfald, inden det for alvor går løs, fastslår Håkan Carlsson:

”Men fra tirsdag stiger temperaturen igen, og det er primært i Sydjylland, at det bliver varmest. Tirsdag, onsdag og torsdag kan blive gode dage med både varme og sol. Vi kan se, at en af dagene bliver særligt god. Men lige nu er det svært at sige med sikkerhed, hvilken dag der bliver bedst.”

De nuværende prognoser viser, at næste weekend igen vil byde på kedeligt vejr, som vi har oplevet det de seneste uger.

Hvad skal du bruge dagene på, hvis vejrudsigten holder?

EB
Nøgleord: 
Nøgleord: 
Opret ny debat